De store børneflokke
Hvorfor alle de børn
De store børneflokke
For det moderne menneske forekommer emnet svangerskabsforebyggelse fuldstændigt naturligt og selvfølgeligt. Det forventes, at det moderne menneske anno 2004 er i stand til selv at regulere antallet af børnefødsler. Fødes der i en familie mere end 4 børn bliver det snarere opfattet lidt uden for normalen. Helt galt bliver det, hvis ikke familien er i stand til at brødføde de mange børn.
Vi har altså en samfundsmoral, der tilskynder familieplanlægning på et eller andet plan.
Det kan derfor forekomme vanskeligt at forstå, at man i de dårligst stillede samfundslag omkring århundredeskiftet fødte så stor en børneflok, at man dårligt kunne brødføde den, og det rejser uvilkårligt spørgsmål som, hvorfor man dog ingenting gjorde for at forhindre de mange børnefødsler. Hvorfor blev man ved at sætte børn i verden, når vi jo ved, at verden har kendt til forebyggende metoder gennem flere tusinde år.
Som en konsekvens af samfundsnormens opfattelses af moral ved århundredeskiftet ses et børneantal pr. familie på omkring 10 ikke at være unormalt. Dog ligger tallet, tankevækkende nok lidt lavere i de mere velhavende familier.
De store børnefamilier omkring århundredeskiftet, skyldtes ikke uansvarlighed hos forældrene til de mange børn, men en massiv opfattelse af sædelighed, der som en lang forbunden kæde med oprindelse i religion og politik danner en samfundsmoral.
Kirken kunne ikke skelne mellem drab og prævention, lægerne fandt det usædeligt at gøre ”kønsforholdene til genstand for offentlig omtale”, og fandt det under deres niveau og værdighed at formidle informationen. Politikerne til højre fandt det i overenstemmelse med samfundets tarv, at arbejderen blev holdt i uvidenhed. En arbejder med ansvar for en børneflok, var mere medgørlig.
Juraen fastsattes på dette grundlag, og befolkningen var underlagt samfundets moralbegreber. Helt frem til 1937 var det strafbart at reklamere for "salg af genstande tjenlige til at forebygge følger af samleje".
Størstedelen af kvinder og mænd vidste stort set intet om svangerskabsforebyggelse, og havde de blot en anelse, var det ikke noget man omtalte.
Egentlig løsnedes der først rigtigt op for problemet , da der efter 2. verdenskrig begyndte at blive mangel på arbejdskraft, og der i industrien opstod i stort behov for, at også kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet.
Min oldemor Klara fik 14 børn. Hendes mor Mette Marie 13 og min oldemor Ida 10.
Som jeg har hørt dem omtalt, var de både gudsfrygtige og ansvarsbevidste. De elskede deres mænd og alle deres børn.
De har givetvis haft en viden om, at "visse" piger gjorde ”noget” for at undgå graviditet, men har sikkert ikke haft ret meget anelse om hvad, og de har formentlig ikke en gang overvejet at rådføre sig med kyndige vejledere, fordi de anså det som deres bestemmelse at føde de børn, Gud nu en gang gav, og fordi de anså det for aldeles usædeligt at lade være.
BMH 2004
Klara og Valdemar omkring 1910 med de første 9 ud af 14 børn.